Vi ses igen på nästa släktträff

Interview faciliteret af Nina Bengtsson, udviklingskonsulent.

Det finns dysfunktionella familjer. Men den nordiska familjen verkar inte vara en av dem. Vi är en familj med färgstarka, lågmälda, optimistiska, realistiska, våghalsiga och störtsköna medlemmar. Fleksnes, Astrid Lindgren, Erland Loe, Lars von Trier är några av dem som vi bjuder in till släktträffen. Vi åker till Roskilde och Tivoli, vi blir förälskade i Norges skönheter, vi badar i Kattegatt och sist men inte minst så gillar vi varandra i den här familjen. Det finns familjer i vilka alla respekterar och uppskattar varandra. Norden är en av dessa familjer. Här berättar några av NordUngs familjemedlemmar om sina erfarenheter med projektet. Håll till godo! På gensyn på nästa släktträff!

Arne

Jeg har alltid hatt en affinitet til det nordiske, noe som nok startet med gode opplevelser på reise i Skandinavia på fotballturneringer som ung pode og gjennom jevnlige kulturelle impulser fra våre naboland. (Gasolin på kassettspilleren, Tjorven og Farbror Melker i svart-hvitt).  Som lærer har jeg undervist i norsk litteratur og språk i mange år, men også hatt gleden av å undervise i svensk litteratur for små grupper motiverte svenske elever og tilsvarende for de danske, alt dette innenfor et internasjonalt rammeverk på United World College, i Wales og her i Norge.

Etter å ha jobbet administrativt i 15 år, har jeg de siste årene vært glad for å vende tilbake til klasserommet. Her har jeg et levende samarbeid med min danske kollega. I likhet med mange andre fikk jeg forespørsel om å være med i Nordplus etter å ha deltatt på kurs for Nordiske språkpiloter. Motivasjonen var å knytte faglige kontakter med kolleger - noe som har vært meningsfullt både i rollen som utviklingskonsulent, og når vi i siste runde har kommet med i prosjektet selv som deltagende skole. Håpet var at NordUng kunne være med på å befeste en høyere nordisk himmel over noe jeg jobber med i hverdagen.

Ditte

Det nordiske har for mig altid haft en særlig plads både i min undervisning og for mig personligt. Jeg valgte da også at læse nordisk på universitet og ikke dansk. Jeg var selvfølgelig allerede prædisponeret af alle mine ture til Sverige sammen med min far og bror i min barndom, og så også højtlæsningen af Lindgren, Lagerlöf og Egner. Præcis som for Arne, så har musikken også haft stor betydning for mig – især svenske bands som Kent, Cardigans og Håkan Hellström. Og når jeg var på Roskilde, havde jeg altid travlt med at møde svenskere og nordmænd. Vores ferier i Norge og Sverige og ikke mindst Lindgren-filmatiseringerne har været en vigtig del af mine børns opvækst – intet fungerer bedre end Bulderby og en ispind, når man har feber. Så NordUng-projektet var en kærkommen lejlighed til at tilbringe tid med det nordiske og samtidig få endnu mere fokus på og inspiration til det nordiske i min undervisning, men også til at hjælpe og sparre med andre undervisere om det nordiske.

I løbet af projektet har jeg mødt mange engagerede og inspirerende mennesker, der alle har haft et ønske om at gøre det nordiske interessant og vedkommende for eleverne. I et af de forløb, jeg har været konsulent på, mødtes eleverne online og havde forberedt spørgsmål til hinanden. Og min vigtigste aha-oplevelse har nok været, hvad selve dette møde og samtalen mellem elever i Norden kan vække af nysgerrighed og interesse og samtidig få fordomme og stereotype opfattelser til at falde. Elevernes motivation ændres fuldkomment og pludselig er det meget mere interessant at vide noget om hinandens historie og samfundsforhold. Online-møder og -undervisning på tværs af Norden vil jeg gerne indføre i min egen undervisningspraksis.

Dorte

I beskriver det så præcist begge to, altså det at vi i Norden – måske især fra vores generation – har fået det nordiske bygget ind i et kulturelt fundament fra barnsben. Tilgiv mig for også at slå et smut ned af memory lane: Jeg elskede og elsker stadig Lindgrens universer. Jeg har grædt som pisket over Brødrene Løvehjerte og fundet en stærk pige at kunne spejle mig i i Ronja Røverdatter. Som 5-årig rejste vi til Norge, hvilket var meget eksotisk med den dramatiske natur, og jeg lærte at sige ”Daooo”, når Fleksnes rullede hen over de danske TV-skærme. Som 15-årig forelskede jeg mig i en smuk norsk dreng på en togtur fra Bruxelles. Senere kom Lisa Nilsson, Hilma af Klint, Barbara, Henrik Ibsen, Kerstin Ekman, Njals Saga, Skriget, Kardemommesnurrer, Erlend Loe, Beck, Universets engle, Stieg Larsson-triologien og mange andre nordiske indtryk til. Selvom jeg ikke helt præcist kan sige, hvad alle disse indtryk tilsammen betyder for mig, så ved jeg, de betyder noget på et dybere plan. Det er noget med at høre sammen og høre til – trods forskelligheder. Noget med et grundlæggende syn på mennesker og samfund. Noget familierelateret.

Derfor var jeg også meget taknemmelig for at blive spurgt, om jeg ville deltage i projekt NordUng som UK’er. Her har jeg mødt ildsjæle og skønne kolleger fra rundt om i Norden, som har inspireret og skabt et uvurderligt netværk, sådan som I også er inde på Arne og Ditte. Jeg håber at kunne bruge dette netværk i fremtiden med flere studieture og samarbejder i Norden. Derudover kan jeg også mærke, jeg gennem arbejdet med NordUng er blevet mere resistent over for elevers modstand mod at læse tekster på andre nordiske sprog, eller i det mindste på svensk og norsk. Jeg oplever, at det er vigtigt og udfordringen værd og håber at kunne dele denne oplevelse med mine elever.  

Endelig var og er der også noget i timingen med NordUng-projektet, som gør det meningsfuldt at bidrage til. At vi kigger indad i Norden for at finde styrken i et fællesskab omkring historie, kultur, sprog og samfundsmodeller i en tid, hvor en verdensorden er under ommøblering, skaber en oplevelse af, at vi ikke er små her i Norden. Hvis vi står sammen, er vi en geografisk og økonomisk stærk region på den nordlige halvkugle. Deri er der et håb, som jeg tror kan være godt at formidle og tale om med unge mennesker.   

Ingrid

Før jeg ble med i NordUng hadde, i likhet med dere andre, Norden, og særlig Skandinavia, hatt stor betydning for meg i oppveksten. Jeg har vokst opp i Trondheim, og vi tok flere ganger nabotoget til Østersund eller dro på skiferie til Åre. Jeg har vokst opp med høytlesning fra Astrid Lindgren og H.C. Andersen, og husker at jeg og mine brødre tidlig leste Snorre Sturlason i barneversjon med stor interesse. Moren min hadde en nær dansk venninne, noe som gjorde at vi var så heldige å få tilbringe flere somre i sommerhus i Ebeltoft. Mine beste sommerminner har jeg fra Danskebåten (Oslobåden), stranden ved Kattegat og Tivoli i København.

Senere studerte jeg nordisk litteratur og fikk øynene opp for enda flere gode nordiske forfattere. Jeg skrev masteroppgaven min om den norske forfatteren Laura Kieler, som hele sitt voksne liv bodde og skrev i Danmark på slutten av 1800-tallet, noe det også finnes mange andre eksempler på forfattere som gjorde. Her ble det tydelig for meg hvor viktig det nordiske samarbeidet hadde vært i det litterære miljøet i flere hundre år.

Jeg har ikke vært med i NordUng fra prosjektstart, men har vært så heldig at jeg først fikk bli kjent med prosjektet mens jeg var praktikant, og nå det siste året har jeg vært involvert på ordentlig gjennom å være prosjektleder hos Norden i skolen. Jeg er virkelig glad for å ha fått lov til å ta del i et prosjekt med så mange dyktige og engasjerte mennesker. Gjennom prosjektet har jeg fått lese og bidra til mange svært gode undervisningsmaterialer som jeg håper lærere over hele Norden får glede av i årene fremover. Det fortjener både lærerne som har brukt tid og energi på å utvikle dem og andre lærere som kunne tenke seg å inkludere et nordisk perspektiv i undervisningen sin.

Erlend

Å lese de kloke refleksjonene til dere alle, er virkelig god avreagering her jeg ligger på hotellsengen etter en innholdsrik inspirasjonsdag i NordUng-regi på Københavns Universitet. I likhet med prosjektet som helhet var avslutningsdagen fylt til randen med inspirerende innhold og engasjerende mennesker. Særlig det siste er definerende for det etterlatte inntrykket mitt av prosjektet.

Etter å ha lest om alle minnene og kulturreferansene dere nevner havner jeg selvsagt i det nostalgiske hjørnet selv. Ingrids Tivoli-somre i barndommen har jeg også hatt, og på samme måte som Ditte har jeg dyrket den totale følelsen av frihet som festivallivet på Roskilde i unge voksenår kan gi. Trentemøllers dansefest på Orange for nærmere tjue år siden står fremdeles igjen som en av de mest intense konsertopplevelsene jeg har hatt, og det var menneskene rundt, og den voldsomme følelsen av fellesskap, som skapte den. Også filmentusiasten i meg har en sterk nordisk identitet. Kanskje ikke så rart så lenge norsk film alltid, i alle fall inntil Joachim Trier kom på banen, har levd i skyggen av våre naboers storheter som Bergman, von Trier, Vinterberg og Kaurismäki. Hver gang jeg er i København, og ser Rigshospitalets brutale estetiske uttrykk i det fjerne, går tankene mine til Ernst-Hugo Järegårds legendariske «danskjävlar»-utrop fra TV-serien Riget.

Min viktigste aha-opplevelse gjennom prosjektet minner om Ditte sin, og den tar jeg også med meg videre i framtidig undervisningspraksis. Møtene mellom elevene på tvers av landegrensene tror jeg er nøkkelen til at følelsen av nordisk identitet og fellesskap styrkes hos dem. Før NordUng var jeg en av lærerne som gjorde meg skyldig i at arbeid med det nordiske i for stor grad ble en slags faglig hale som ble stuet bort til en dobbeltime eller to på slutten av skoleåret. Da blir også engasjementet hos elevene deretter. Etter at vi på Oslo katedralskole gjennom NordUng fikk etablert et samarbeid med Malmö Borgarskola og IBC Kolding, har undervisningen om det nordiske i større grad vært knyttet til faktiske elevmøter, både digitale og fysiske. Engasjementet for tematikken har blitt en helt annen. Det å kunne vise tilbake til møtene når vi tar opp igjen nordiske tråder i klasserommet har skapt en ny følelse av relevans hos elevene. Det trenger heller ikke skje gjennom kostbare reiser som krever omfattende planlegging. En av forrige skoleårs aller beste norsktimer kom nokså ut av det blå da elevene fikk dele enkle sangtekster på morsmålet i digitale møter med elever fra Malmö. Etter at jeg smilende fra avstand observerte noen minutter med pinlig stillhet i starten av økten, kunne jeg etter hvert fornøyd konstatere at det løsnet til slutt. Elevene ble revet med og tok ansvar for å føre samtalene videre til nye temaer. Slikt gleder selvsagt et glødende nordisthjerte. 

Emner